Som et af resultaterne af Kommunalbestyrelsens budgetaftale etableres der åbent bibliotek i Nærum og Vedbæk. Det betyder, at borgerne har adgang til de to biblioteker kl. 7-21 syv dage om ugen.
16. december 2011
Januar 2012 starter et nyt kapitel i Rudersdal Bibliotekernes historie. Nærum Bibliotek og Vedbæk Bibliotekscenter slår dørene op til en ny virkelighed for borgere og personale, når det Åbne bibliotek bliver en realitet. Konceptet med at etablere åbent bibliotek er i sin helhed en nyskabende og relevant forlængelse af kommunens og bibliotekets øvrige selvbetjeningsstrategi samt et udvidet servicetilbud til bibliotekernes brugere.
Jens Bruhn, formand for Kultur- og Fritidsudvalget, udtaler 'Jeg glæder mig over, at det Åbne bibliotek betyder, at borgere får meget større mulighed for at gå på biblioteket, når de selv har lyst og tid. Det nye er altså, at der bliver adgang til de to biblioteker fra kl. 7 morgen til kl. 21 aften alle ugens dage. Den bemandede åbningstid vil være 21 timer pr. uge i Nærum og til 17 timer pr. uge i Vedbæk. Skolebibliotekstiden tirsdag-fredag kl. 8-13 i Vedbæk vil dog være forbeholdt skolens elever og lærere, og fremover er bibliotekerne også tilgængelige i sommerferieperioden.' -
Det åbne bibliotek skal være åbent
Det selvbetjente bibliotek skal være et sted, hvor man har lyst til at komme, hvor man kan finde rundt, og hvor man kan arbejde eller mødes med andre. Så indretningen skal fremstå åbent, overskueligt og inspirerende. De selvbetjente biblioteker i Nærum og Vedbæk vil rumme et repræsentativt udsnit af især det aktuelle og populære – tilpasset efterspørgslen og med vægt på inspiration. Indretningen giver mulighed for en appellerende præsentation af bøger, film, spil m.m. Der vil også være et udvalg af aviser og tidsskrifter samt adgang til det digitale bibliotekstilbud, pc'er med internetadgang m.m.
Det er intentionen, at borgerne kan benytte bibliotekerne i forbindelse med litteratur- og arbejdsgrupper m.m. Bibliotekerne indbyder således til at være et mødested for lokalsamfundet med rum til fællesskab, inspiration og fordybelse.
Hvordan kommer man ind?
For at få adgang til de selvbetjente biblioteker skal man:
• Være indmeldt som låner i Rudersdal Bibliotekerne
• Have en pinkode på 4 cifre, som man får på biblioteket.
• Medbringe eget sundhedskort/lånerkort.
Man kører sit sundhedskort (lånerkort) gennem kortlæseren, der er placeret ved indgangen til biblioteket. Når døren går op, kan man komme ind. Her skal sundhedskortet igen igennem kortlæseren, derefter tastes den personlige pinkode på tastaturet for at kunne komme helt ind på biblioteket.
Det registreres, hvem der lukker sig ind, og der er videoovervågning i det selvbetjente bibliotek. Der er tekniske løsninger, der styrer automatisk tænd/sluk af lys, publikums-pc'er og selvbetjeningsautomater, ligesom en stemme adviserer lukketid.
I Nærum sker der noget særligt
I Nærum sker endvidere det særlige, at Historisk Arkiv for Rudersdal Kommune flytter til Nærum Bibliotek, hvor det åbner for publikum den 2. april 2012.
Der lægges vægt på at borgerne møder et integreret borgerrettet biblioteks- og arkivtilbud. Bibliotek og arkiv har reception i caféområdet og fælles udstillings- og arrangementslokale i stueetagen. På første sal opbevares arkivmaterialer, der indrettes studiepladser, hvor borgere med særlig interesse for lokalhistorien kan forske og fordybe sig.
Hvornår
Vi glæder os til at byde borgerne velkommen i de åbne/selvbetjente biblioteker januar 2012. Eksakte datoer annonceres snarest i bibliotekerne, lokalaviserne og på www.rudersdal.dk og www.rudersdalbibliotekerne.dk