Regnskabet for 2010 viser blandt andet, at det er lykkedes at få tøjlet udgiftsvæksten på det specialiserede socialområde.
26. maj 2011
"Jeg er glad for, at det er lykkedes Kommunalbestyrelsen at føre en ansvarlig økonomisk politik, som har ført os helskindet gennem de første år af den økonomiske krise. Det er mit håb, at vi også fremadrettet i fællesskab kan løfte de udfordringer, som møder os." indleder borgmester Erik Fabrin.
Regnskabsresultatet for 2010 blev bedre end ventet: Med et meget ambitiøst anlægsprogram kombineret med stort udgiftspres på en række centrale serviceområder, var der budgetteret med et underskud på kommunens budget i 2010.
» Se regnskabet
I løbet af 2009 blev også Rudersdal Kommune ramt af den efterhånden landsdækkende stigning i udgifter til det specialiserede socialområdet. Efter en grundig analyse af området blev der i løbet af 2010 iværksat en lang række tiltag med henblik på at få stoppe udgiftsvæksten.
"Indsatsen har båret frugt hurtigere, end vi troede, og området kommer derfor ud af 2010 med et regnskab, der er bedre end forventet." udtaler Erik Fabrin.
Samlet set er udgifterne til hele det kommunale serviceområde 42 mio. kr. lavere end det korrigerede budget. Udover de lavere udgifter til det specialiserede socialområdet er forklaringen på det gode regnskabsresultat i særlig grad lavere udgifter til en række administrative poster, såsom arbejdsskader, barselspuljer og lønpuljer m.v.
Med en anlægsregnskab på 175 mio. kr. har der været stor byggeaktivitet i Rudersdal Kommune i løbet af 2010.
"Vi er i fuld gang med at forbedre de fysiske rammer for vores børn på kommunens skoler og i daginstitutioner, ligesom vi med opførelsen af plejecentrene på Byageren og ved Nordvanggaard forøger kapaciteten og øger kvaliteten betydeligt på plejeboligområdet. Sideløbende investeres der også betydelige midler i at forbedre trafikforholdene i Kommunen; f.eks. på Kongevejen og Vasevej." siger borgmester Erik Fabrin.
Kommunens kassebeholdning udgjorde knap 180 mio. kr. ved udgangen af 2010.
"Samlet set har kommunen en god økonomi og er godt rustet til at håndtere de fremtidige udfordringer fra en svækket samfundsøkonomi og de skærpede krav til kommunerne, som regeringen lægger op til." siger borgmester Erik Fabrin.
På trods af det stor udgiftspres og den stramme statslige styring af kommunernes økonomi, er det lykkedes Kommunalbestyrelsen at opretholde et højt serviceniveau og opnå gode resultater i løbet af 2010." slutter Erik Fabrin.
- "Brugerundersøgelser gennemført i 2010 på blandt andet dagtilbudsområdet, ældreområdet og biblioteksområdet viser en høj grad af tilfredshed med kommunens tilbud.
- Ledighedsprocenten i Rudersdal Kommune er kun på 63 % af landsgennemsnittet.
- Karaktergennemsnittet for afgangsprøverne i 9. klasse i kommunens skoler var 7,8, hvilket er langt over landsgennemsnittet.