2. september 2010
Ralph Østrup udstiller oliebilleder og tegninger under overskriften Badende i Gallerikælderen på Nærum Bibliotek fra 6. september til 28. oktober 2010 – tankerne bag udstillingen udtrykker kunstneren selv på følgende måde:
”At male badende har altid været maleres påskud for at male mennesker i natur - at placere natur i natur kan man sige. I barokken og før og faktisk frem til sidste århundrede, fandtes den badekultur som vi kender i dag jo slet ikke, så kunstneren benyttede sig her af bibelske eller mytologiske ”badescener”.
I 1800 tallet dukker der badescener op uden de har relation til noget som helst mytologisk.
Op til vor tid bruges motivet stadig flittigt: tænk på Picassos strandbilleder fra 1920’erne og David Hockneys billeder der udspiller sig omkring swimmingpools i Californien.
Alt dette tænkte jeg på, da jeg sidste år var i Parga i Grækenland for at male landskaber som sædvanligt. Jeg satte mig med min tegneblok i en lille bugt, som kunne overskues på een gang og begyndte at tegne strandens gæster med blyant eller pen. Om formiddagen- og om aftenen ( fidusen er at man helst skal sidde i lav sol eller skygge hvis man maler i syden!!) komponerede jeg så tegningerne sammen til oliebilleder og det er dem der vises et udvalg af her på Nærum Bibliotek."