Tidligere daginstitution bliver til boliger for udviklingshæmmede

Abonnér på nyhedsbrevDel siden på FacebookPermanent link til siden - højreklik og vælg 'Kopier genvej'Læs opSend til en venUdskriv siden
Biskop Svanes Vej 63
Ejendommen Biskop Svanes Vej 63 i Ebberød, der tidligere husede børneinstitutionen Kastaniebakken, skal nu ombygges til 13 almene boliger for ældre, udviklingshæmmede borgere. Det vil bl.a. medføre, at to bofællesskaber med små og utidssvarende boliger kan afvikles.
4. februar 2010

”Det er glædeligt, at den smukke, gamle bygning nu kan komme i brug til et formål, som vi prioriterer højt i Social- og Sundhedsudvalget – nemlig at få afviklet de forældede botilbud under Psykiatri og Handicap og erstattet dem med tidssvarende boliger,” siger udvalgets formand, Birgitte Schjerning-Povlsen (C).

 

For to år siden var muligheden for at indrette bygningen til boligformål ellers blevet afvist. Det ville blive for dyrt, ikke mindst fordi det rent byggeteknisk er svært at indrette boliger i gamle, bevaringsværdige bygninger. Og derfor satte kommunen ejendommen til salg.

Men siden da er rammerne for tilskud til almene boliger blevet forhøjet og det er blevet billigere at bygge.

 

”Derfor besluttede vi at få byggeteknikerne til at se på sagen igen – og nu kan vi kun være glade for, at ejendommen ikke blev solgt. For nu kan vi faktisk få et projekt til at hænge sammen med 13 rigtig gode boliger i størrelsesordenen 50-75 m2 i den smukke, gamle bygning,” fortsætter Birgitte Schjerning Povlsen.

 

Alle lejligheder bliver med tekøkken og bad/toilet.  Det ”rigtige” køkken indrettes i fællesarealerne, hvor beboerne skal kunne lave mad med hjælp fra personalet, og hvor de også kan spise sammen. Boligerne vil således leve op til målet for boligstandard i kommunens psykiatri- og handicapplan: At de skal leve op til de krav, der stilles til almene ældreboliger.

To forældede bofællesskaber afvikles

Når de nye boliger er færdige – det forventes at blive sidst på 2011 – er det planen, at de i første omgang skal modtage beboerne fra de to bofællesskaber Tårnborg og Tornevangsvej. 

 

Begge disse bofællesskaber har fire boliger, som ikke er tidssvarende, bl.a. fordi køkken og bad- og toiletforhold ikke lever op til almindelig standard i dag. Bofællesskaberne er derfor placeret i den kategori af botilbud, som kommunen gradvis vil afvikle, efterhånden som der kan etableres bedre boliger til beboerne. Ejendommen Tårnborg, der ligger på Ravnsnæsvej, vil blive sat til salg, og salgsprovenuet indgå i finansieringen af de nye lejligheder. Bofællesskabet Tornevangsvej har til huse i lejede lokaler - her vil kommunen opsige lejemålet.

Brugerinddragelse

Nu er planen den, at der skal nedsættes et byggeudvalg for ombygningen, og det bliver bredt sammensat.

 

”Vi ønsker, at alle med interesse i projektet kommer med og bliver hørt. Ikke blot forvaltningen – det er også vigtigt at Handicaprådet kommer med, og ikke mindst repræsentanter for beboere og personale i Tårnborg og Tornevangsvej. Det er jo dem, der vil få deres daglige gang i ejendommen på Biskop Svanes Vej,” slutter Birgitte Schjerning Povlsen.

AdresseKontakt
Rådhuset
Øverødvej 2
2840 Holte
EAN: 5790000364381
Tlf: 46 11 11 05
Fax: 46 11 10 11
Åbningstid: Mandag-onsdag 10-15, torsdag 10-17, fredag 10-13
Telefontid: Mandag-onsdag 8.30-15, torsdag 9-17, fredag 8.30-13
Senest opdateret: 3. september 2010
Kontakt redaktør:
Abonnér på nyhedsbrevDel siden på FacebookPermanent link til siden - højreklik og vælg 'Kopier genvej'Læs opSend til en venUdskriv siden
Rudersdal Kommune Øverødvej 2, 2840 Holte Tlf: 46 11 00 00 » » Åbningstider