De næste to år står i sundhedens tegn for medarbejderne i Rudersdal Kommune. Målet er sunde og tilfredse medarbejdere. Startskuddet lyder på fredag.
20. august 2010
En sund sjæl i et sundt legeme øger motivation, inspiration og arbejdsglæde. Dette er tankegangen bag et nyt stort sundhedsprojekt for medarbejderne i Rudersdal Kommune.
Personalechef Jan Weidekamp:
"I en tid hvor blandt andet besparelser præger debatten i de danske medier, finder vi det ikke alene vigtigt, men også nødvendigt at sikre, at vores medarbejdere er glade for at gå på arbejde – og at de har den nødvendige energi til at levere vores kerneydelse: god borgerservice".
Netop derfor vælger kommunen at rette blikke indad og fokusere på medarbejdernes sundhed via projektet Sund Arbejdsplads 2010-2012. Projektet skydes i gang den 27. august 2010 med en sundhedsdag for kommunens medarbejdere. Dagen byder på et væld af forskellige aktiviteter, herunder cykling, løb og svømning. Men medarbejderne kan også prøve kræfter med flere alternative motionsformer som zumba og rope skipping. Derudover gæster foredragsholderne Christian Bitz, Martin Kreutzer samt diætist Alice Appel Sundhedsdagen.
I løbet af de to år projekt Sund Arbejdsplads 2010-2012 løber, regner projektleder Janne Jagd med, at en stor del af kommunens medarbejdere vil deltage i de forskellige motions og ernærings tilbud.
"Vi har tidligere haft fokus på medarbejdernes sundhed i administrationen. Men vi ønsker denne gang at satse bredere og øge fokus på de mulige positive effekter ved sund kost og motion, hvilke i sidste ende forventes at bidrage til en øget arbejdsglæde, " forklarer projektleder Janne Jagd.
Den 1. september 2010 skydes projektet officielt i gang med et væld af tilbud som helbredstjek, fysioterapi-ordning og diverse motionstilbud.
Sund Arbejdsplads kører i perioden 1. september 2010 til og med 31. december 2012.