Fredag den 16. juli tændte Jens Ive, formand for Teknik- og Miljøudvalget, det nye signalanlæg, der fremover skal styre trafikken intelligent gennem Kongevejskrydset. Hermed er ombygningen af krydset nu officielt afsluttet.
16. juli 2010
”Jeg er glad for, at det er lykkedes at overholde tidsplanen på de 3 mdr. for ombygningen, ikke mindst fordi den afsluttes midt i en sommerferie periode” udtaler Jens Ive. ”Det har trafikalt været en vanskelig periode, i særdeleshed efter at S-tog blev erstattet med busser, men trafikanterne har udvist forståelse og vist hensyn, og det synes jeg de fortjener stor ros for” fortsætter Jens Ive.
”Kongevejskrydset i Holte var et af vore mere uheldsbelastede kryds, og jeg er meget tilfreds med at det nu er lykkedes at skaffe finansiering og få gennemført dette ambitiøse trafiksikkerheds- og fremkommelighedsprojekt. Jeg er helt sikker på, at det vil være med til en yderligere forbedring af den meget positive udvikling af trafiksikkerheden i Rudersdal Kommune, som vi har oplevet over en længere årrække” siger Jens Ive.
Krydset skulle ombygges, fordi der de sidste 5 år er sket 22 trafikuheld. Der var to primære uheldstyper i krydset. Det var henholdsvis uheld mellem ligeudkørende og venstresvingende biler, samt uheld mellem højresvingende biler og ligeudkørende cyklister på Kongevejen. Med ombygningen er årsagen til disse typer af uheld søgt elimineret.
Funktionen af det nye signalanlæg
Krydset er nu fuldt trafikstyret, således at trafik i eller på vej til krydset styrer visningen af det grønne lys. Hvis der ikke er trafik, vil alle signaler vise rødt lys og dermed sænke hastigheden. Når der så kommer en trafikant hen mod krydset med lav hastighed, vil det skifte til grønt. Det betyder, at ingen trafikanter kommer til at holde for unødigt rødt.
Samtidig vil den svingende trafik nu få deres eget grønne lys til at foretage venstresving. Undtaget er dog venstresvingende trafik fra Øverødvej, hvor bilerne fortsat vil skulle foretage venstresving for generelt grønt lys kombineret med en tændt grøn pil.
Krydset fungerer nu samordnet med Dronninggårds Allé, så det sikres, at trafikanterne får grønt lys til passage af begge kryds.
Busserne får prioritet
Der har også været fokus på busfremkommelighed i ombygningen. Busserne er blevet tilgodeset med etablering af busprioritering, hvilket betyder, at busserne får deres eget signal fra Holte Stationsvej, så de får grønt før bilerne.
Endvidere må busserne nu benytte højresvingsbanen på Holte Stationsvej til at fortsætte ligeud igennem krydset. Denne busprioritering har betydet, at det har været muligt at søge tilskud til ombygningen fra den statslige fremkommelighedspulje til busforbedringer. Fra denne modtog Rudersdal Kommune 1.6 mio kr. i tilskud.
Fokus på cyklister, ældre og færdselshandicappede
Cykelstien er blevet afkortet på Kongevejen på begge sider af krydset. Det betyder, at cyklisterne nu skal flette med de højresvingende bilister.
Erfaringsmæssigt er dette den mest sikre løsning for cyklister, der kører med høj fart i signalanlæg. Herved bliver trafikanterne tidligere gjort opmærksomme på hinanden, og derved undgår man de alvorlige ulykker, der har været mellem højresvingende biler og ligeudkørende cyklister.
Til slut kan nævnes, at ældre og færdselshandicappede har fået bedre forhold i krydset. De kan nu nemmere komme rundt, da der ingen høje kanter er. Endvidere er der nu etableret opmærksomhedsfelter, som er lavet med knopfliser.
De hjælper synshandicappede med at orientere sig, da de markerer vigtige steder. Derfor er de blevet lavet ved alle fodgængerovergange, samt ved busstoppestedet.