Onsdag den 25. august afholdtes der i Rudersdal motions- og sundhedsdag i Birkerød Idrætscenter. 450 borgere på 60 år og derover lagde vejen forbi, hvor de nød godt af foredragene og de 110 frivilliges indsats.
27. august 2010
De mange deltagere blev underholdt af dette års modtager af Reumertprisen, skuespiller Jytte Abildstrøm, der på sin helt egen og eventyrlige måde tryllebandt de 160 tilhørerne.
Hun fortalte, hvor vigtigt det er at pleje kredsløb både menneskeligt og åndeligt, og at have en positiv og humoristisk tilgang til livet. Jytte Abildstrøm anbefalede bl.a. tilhørerne, at de hver aften takkede fødderne for, at de havde båret én rundt hele dagen.
Ældrepolitisk konsulent Margrethe Kähler fra Ældre Sagen, fortalte at vi er vores eget livs direktør, og at det var vigtigt at huske de tre h èrs lov: Holde om, holde af og holde fast, også når man runder de 80, 90 og 100.
Motions- og sundhedsdagen var et samarbejde mellem Kulturområdet, Ældreområdet og Seniorrådet i Rudersdal Kommune.
Repræsentanter fra kommunens mange frivillige foreninger og aftenskoler informerede om deres mange spændende aktiviteter for +60 årige, og der var lige fra åbningen kl. 10.00 kø ved flere af standene.
Jørgen Jensen, formand for Aktive Birkerød Seniorer siger: " Vi fik 10 nye medlemmer. Det er vi glade for. Det er dejligt, at få mulighed for at synliggøre vores tilbud til så mange ældre i kommunen".
Udover Aktive Birkerød Seniorer var Aktive Kvinder i Rudersdal Kommune, Birkerød Stavgangsforening, Birkerød Svømmeklub Sigma, Dansk Røde Kors, DGI-Nordsjælland, Diabetesforeningen i Rudersdal Kommune, Frivilligcenter & Selvhjælp i Rudersdal, Gigtforeningen, Høreforeningen, Kontinensforeningen, Rudersdal Rejseforening for Seniorer og Handicappede, Søllerød Senior Sport, Vedbæk Kano- og Kajakklub repræsenteret for at fortælle om deres tilbud.
Kommunens tre aktivitetscentre Bakkehuset, Mantziusgården og Vangebo orienterede om Seniortriatlon og teater og motion og gav mulighed for at afprøve blandt andet Qi Gong og Zumba, faldforebyggende træning og stolegymnastik.
Deltagerne kunne også få testet deres egen sundhed. Medarbejdere fra Det forebyggende Team målte MBI og blodtryk, mens medarbejderne fra Genoptræningscentret Skovbrynet målte lungefunktion og blodsukker.
Kan du sende en SMS fra din mobiltelefon? På dagen var der hjælp at hente fra 6 friske "mobilnørder" fra Nærum skoles 8 klasse.
Dagens ældste deltager Jenny Nielsen, der har rundet 100 år siger." Jeg havde en fantastisk god dag. Jeg prøvede, at spille bowling, og så hørte jeg Jytte Abildstrøms spændende foredrag. Hun er helt forrygende og havde hele salen i sin hule hånd. Hun fik alle deltagerne til at synge med, mens hun spillede harmonika og på savklinge."
" Der var kø, på de forskellige stande lige fra åbningen. Vi er rigtig glade for det store fremmøde og meget tilfredse med dagens forløb og håber, at deltagerne gik hjem med ny viden og inspiration til nye motionstilbud", siger projektleder Eva Sørensen.