Mens Rudersdal-borgerne venter på, at Post Danmark Rundt-rytterne ruller over målstregen, kan de blive klogere på danskernes nye digitale signatur, NemID, der også er nøglen til ’Min Rude’.
3. august 2010
NemID, der er den nye digitale nøgle til både det offentlige og netbankerne, er på tour med Post Danmark Rundt. Ved finalen i Rudersdal den 8. august kan borgerne således se og prøve NemID i en stand ved målområdet på toppen af Geels Bakke.
NemID er det nye fælles log-in til alle de opgaver, danskerne løser på nettet. Således også til Min Rude, Rudersdal Kommunes digitale borgerunivers.
”På grund af vores massive satsning på Min Rude og digital selvbetjening bruger rigtig mange Rudersdal-borgere allerede ”den gamle” digitale signatur – og den virker fortsat til Min Rude og en række andre digitale løsninger. NemID er afløseren, der gør det hele endnu nemmere, og NemID’s stand ved Post Danmark Rundt er en fin mulighed for at få mere viden om den nye log-in-løsning, som bliver en del af de fleste danskeres hverdag i løbet af det næste halve års tid”, fortæller Jette Bondo, områdechef for Borgerservice og Digitalisering i Rudersdal Kommune.
Netbank-kunder får automatisk NemID
Alle med netbank vil få den nye NemID helt automatisk fra deres bank i løbet af efteråret og vinteren.
Har du ikke netbank, eller ønsker du at komme i gang med NemID allerede nu, kan du bestille den på www.nemid.nu, hvor du også kan få mere information.
NemID adskiller sig fra den tidligere digitale signatur på flere områder. For det første kan man benytte NemID fra alle computere verden over, bare de har internetadgang. For det andet er sikkerheden øget, idet man får et fysisk nøglekort med engangskoder – såkaldte nøgler – som supplement til det traditionelle bruger-id og adgangskode. Endelig er NemID en lettelse i hverdagen, fordi det samme log-in kan bruges til mange forskellige formål.
Hvordan det virker i praksis, kan du få svar på ved at besøge NemID's stand eller ved at gå ind på www.nemid.nu.