Vi bruger cookies til statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside.

Hvis du ikke siger "nej tak til cookies", antager vi, at du accepterer vores cookiepolitik.

Læs vores "cookiepolitik".

Kommunalvalg den 17. november

Abonnér på nyhedsbrevDel siden på FacebookPermanent link til siden - højreklik og vælg 'Kopier genvej'Læs opUdskriv siden
Afstemningssted (billede)
Tirsdag den 17. november 2009 kl. 9-20 afholdes der valg til Rudersdal Kommunalbestyrelse, regionsrådet for Region Hovedstaden samt Rudersdal Ældreråd.
11. november 2009

Valgret

Du har valgret (stemmeret) til kommunalvalget, når du er fyldt 18 år, har fast bopæl i Rudersdal Kommune og desuden opfylder ét af disse krav: 

  • Du har dansk indfødsret
  • Du er statsborger i et andet EU-land
  • Du er statsborger i Island eller Norge
  • Du har uden afbrydelse haft fast bopæl i riget de sidste tre år forud for valgdagen.

Optagelse på valglisten

På valglisten optages de vælgere, der har anmeldt flytning til kommunens folkeregister senest tirsdag den 10. november 2009. 

 

Hvis du er flyttet efter den 10. november, skal du stemme i den kommune, du er flyttet fra, eller brevstemme. Du kan brevstemme til og med lørdag den 14. november.

Valgkort

Du får tilsendt dit valgkort i ugen inden valget.

 

Hvis du ikke har modtaget dit valgkort inden den 12. november, eller hvis der er fejl på valgkortet, bedes du medbringe legitimation, når du skal stemme – så klarer vi det på afstemningsstedet.

 

Husk at tage valgkortet med og at aflevere det på afstemningsstedet. Hvis du glemmer dit valgkort, kan du dog godt stemme alligevel. I så fald skal du kunne fremvise anden legitimation, og du må regne med en vis ventetid.

 

Hvis du har brevstemt, får du alligevel tilsendt valgkort. Rent praktisk kan vi nemlig ikke adskille dem, der har brevstemt, fra listen over alle stemmeberettigede, før brevafstemningen er afsluttet. Du bedes i så fald se bort fra valgkortet.

Begynd ved check ind-bordet

Vi indfører digitale valglister ved kommunalvalget. Det betyder, at der på valgkortet er en stregkode, som vi scanner, så registreringen sker digitalt. Erfaringer fra andre kommuner viser, at det går hurtigere, og at det giver færre fejl.

 

Derimod er selve valghandlingen ikke digital – du skal stadig sætte kryds med blyant på stemmesedlen.

 

Når du kommer ind i valglokalet, skal du ikke som før finde et bestemt valgbord. Du skal blot gå hen til det sted ved check ind-bordet, hvor der er bedst plads, og aflevere dit valgkort. De tilforordnede scanner valgkortet, hvorefter valglisten automatisk krydses af. Herefter får du udleveret stemmesedlerne, og så går du ind i stemmerummet og stemmer, som du plejer.

 

Til ældrerådsvalget er valglisterne ikke digitale.

Afstemningssted

Afstemningsstederne har åbent fra kl. 9 til kl. 20.

 

Du kan se på dit valgkort, hvor du skal stemme. Adresser og korthenvisninger til samtlige 13 afstemningssteder i kommunen findes her på hjemmesiden:

» Afstemningssteder

 

Kommunalvalget foregår separat fra valget til Rudersdal Ældreråd. Du stemmer først til kommunalvalget, dvs. valget til kommunalbestyrelse og regionsråd. Har du stemmeret til ældrerådet, går du derefter videre og får udleveret stemmesedlen til ældrerådsvalget.

 

Traditionen tro stemmer mange til kommunalvalget, og der er i perioder rigtig mange på afstemningsstederne. Hvis du vil undgå kø, er det en god idé at komme midt på dagen.

 

Vi gør opmærksom på, at hunde ikke har adgang på afstemningsstederne Dronninggård, Gl. Holte, Høsterkøb, Nærum, Parkvej, Skovly og Vedbæk. Førerhunde kan dog medbringes på samtlige afstemningssteder.

Kørsel til afstemningsstederne

Vi arrangerer taxikørsel til afstemningsstederne for svagelige og gangbesværede vælgere (gælder dog ikke kørestolsbrugere).

 

Hvis du ønsker transport til afstemningsstedet, kan du ringe til Rådhusinformationen i Borgerservice på tlf. 46 11 00 00. 

 

Telefontiden er mandag-onsdag kl. 8.30-15, torsdag kl. 9-17 og fredag kl. 8.30-13.

 

Tilmeldingsfristen er torsdag den 12. november.

Førstegangsvælgere

Er det første gang, du skal stemme til et valg? Og er du lidt i tvivl om, hvordan det hele foregår? Så vil vi gerne byde dig "velkommen til stemmeretten" på vores hjemmeside.

 

På hjemmesiden forklarer vi blandt andet, hvem der må stemme, hvad et valgkort er, og hvad du skal gøre i valglokalet – men selvfølgelig ikke, hvem du skal stemme på. Det må du selv finde ud af! Læs mere på www.rudersdal.dk/stemmeret.

Kom til valgcafé på valgaftenen

Når afstemningsstederne lukker tirsdag den 17. november kl. 20, åbner vores valgcafé på Birkerød Idrætscenter, Bistrupvej 1 i Birkerød.

 

Valgcaféen er for alle – kandidaterne og deres familier, partierne, de tilforordnede på valgstederne og borgerne i Rudersdal Kommune. Valgcaféen lukker først ved midnatstid, når det endelige resultat foreligger.

 

I valgcaféen kan du følge slagets gang i hyggelige omgivelser. Her har vi fokus på kommunalbestyrelsesvalget; men via tv og internet har du også mulighed for at følge med i regionsrådsvalget og valgene i andre kommuner.

 

Resultaterne fra kommunens afstemningssteder bliver præsenteret på storskærme, så snart de foreligger, og de vil løbende blive suppleret af prognoser for det samlede valgresultat.

 

Undervejs serverer vi kaffe, te og vand og lidt let til ganen, og du kan købe øl og vin.

 

Der er begrænsede parkeringsmuligheder ved idrætscentret. Vi henviser til parkeringspladserne på Toftevangsskolen, Teglporten 7-9 i Birkerød.

Følg valget på nettet

Du kan følge med i valget her på vores hjemmeside. Her finder du både nyheder og baggrundsstof, resultater fra tidligere valg og helt friske valgresultater, efterhånden som de kommer på valgaftenen.

» Kommunalvalg 2009

Førstegangsvælgere

Er det første gang, du skal stemme til et valg? Og er du lidt i tvivl om, hvordan det hele foregår? Så vil vi gerne byde dig "velkommen til stemmeretten" her på vores hjemmeside.

 

Vi forklarer blandt andet, hvem der må stemme, hvad et valgkort er, og hvad du skal gøre i valglokalet – men selvfølgelig ikke, hvem du skal stemme på. Det må du selv finde ud af!

» Velkommen til stemmeretten

Brevafstemningen er i gang

Er du forhindret i at stemme på afstemningsstedet på valgdagen, kan du brevstemme frem til og med lørdag den 14. november.

 

Du skal møde personligt frem for at brevstemme.

 

I Rudersdal Kommune finder brevafstemningen sted i Folkeregistret i underetagen på rådhuset, Øverødvej 2, Holte.

 

Du kan i øvrigt brevstemme på et hvilket som helst folkeregister i hele landet, uanset hvor du bor.

 

Husk legitimation, fx pas eller sundhedskort. Du får nemlig først tilsendt valgkort i ugen, inden valget afholdes.

 

Vær forberedt på, at der kan være , og at det kan tage lidt tid at brevstemme, da der er flere papirer, der skal udfyldes.

Åbningstider for brevafstemning

Indtil videre foregår brevafstemningen inden for de normale åbningstider.

» Åbningstider

 

Vi holder dog ekstra åbent de sidste tre lørdage inden valget:

 

Lørdag den 31. oktober kl. 10-14
Lørdag den 7. november kl. 10-14
Lørdag den 14. november kl. 10-14

 

Derudover har vi længere åbent den sidste uge inden valget:

 

Mandag den 9. november kl. 10-18
Tirsdag den 10. november kl. 10-18
Onsdag den 11. november kl. 10-18
Torsdag den 12. november kl. 10-18
Fredag den 13. november kl. 10-18
Lørdag den 14. november kl. 10-14

Forbered din brevstemme

Når du brevstemmer til valget til hhv. kommunalbestyrelsen og regionsrådet, får du en blank stemmeseddel, hvor du selv skal skrive partiets navn eller bogstavbetegnelse samt evt. navnet på en bestemt kandidat. Derfor er det en god idé, hvis du på forhånd tænker over, hvilket parti eller hvilken kandidat du vil stemme på.

 

Det gælder specielt, hvis du stemmer på et folkeregister i en anden kommune, hvor du ikke kan se, hvem der stiller op til Rudersdal Kommunalbestyrelse.

 

I brevafstemningslokalet på rådhuset er der opslag med de opstillede partier/lister og kandidater til kommunalbestyrelse og regionsråd. Du kan også finde de opstillede partier og lister med kandidaternes navne her på hjemmesiden:

» Kandidater - kommunalbestyrelsen

Brevafstemning i hjemmet

Vælgere, som på grund af sygdom eller manglende førlighed på ingen måde kan møde på afstemningsstedet på afstemningsdagen, kan stemme i hjemmet.

 

Du skal først have en blanket, hvor du anmoder om at stemme i hjemmet.

 

Hvis du modtager hjemmehjælp eller hjemmesygepleje, kan du få en blanket hos hjemmehjælperen.

 

Ellers kan du bede Folkeregistret i Borgerservice om at få blanketten tilsendt, eller du kan selv hente den her på hjemmesiden:

» Anmodning om adgang til at afgive stemme i hjemmet

 

Folkeregistret skal have blanketten i hænde senest torsdag den 5. november kl. 18.

 

Brevafstemning i hjemmet kommer til at foregå mandag den 9. og tirsdag den 10. november.

 

Hvis du ønsker yderligere oplysninger, kan du henvende dig til Folkeregistret i Borgerservice, tlf. 46 11 13 14, e-mail .

Brevafstemning på plejehjem og sygehuse

Folkeregistret sørger for brevafstemning på plejehjemmene den 5. og 6. november.

 

Vælgere, der er indlagt på sygehuse, kan stemme på sygehuset.

Kandidater til Rudersdal Kommunalbestyrelse

Ni partier og lister med i alt 100 kandidater stiller op til valget om de 23 pladser i den kommende kommunalbestyrelse.

 

A. Socialdemokratiet

B. Det Radikale Venstre
C. Det Konservative Folkeparti
F. SF – Socialistisk Folkeparti
I. Liberal Alliance
L. LokalListen Rudersdal
O. Dansk Folkeparti
V. Venstre, Danmarks Liberale Parti
Ø. Enhedslisten – De Rød-Grønne

 

Du kan se kandidaternes navne her på vores hjemmeside og på opslag i brevafstemningslokalet på rådhuset. På valgdagen kan du også se partier, lister og kandidater på opslag i valglokalerne og stemmeboksene.

» Kandidater - kommunalbestyrelsen

Valgforbund

Der er indgået to valgforbund til valget til Rudersdal Kommunalbestyrelse:

  • Socialdemokratiet (A) – Det Radikale Venstre (B) – SF – Socialistisk Folkeparti (F) – Enhedslisten – De Rød-Grønne (Ø)
  • Det Konservative Folkeparti (C) – Liberal Alliance (I) – Venstre, Danmarks Liberale Parti (V).

Kandidater til Region Hovedstadens regionsråd

21 partier og lister stiller op til regionsrådsvalget. Samlet stiller de med 234 kandidater.

 

Du kan se de opstillede partier/lister og kandidater på Region Hovedstadens hjemmeside www.regionh.dk.

» Kandidater (Region Hovedstaden)

Savner du yderligere oplysninger?

Hvis du har spørgsmål i forbindelse med valget, kan du kontakte os på tlf. 46 11 11 07 eller e-mail . Du kan også læse mere om valget her på vores hjemmeside:

» Valg til kommunalbestyrelsen 2009

» Valg til regionsrådet 2009

» Valg til ældrerådet 2009 

 

AdresseKontakt
Rådhuset

Øverødvej 2

2840 Holte

Tlf: 46 11 17 43
Åbningstid: Mandag-onsdag kl. 10-15, torsdag kl. 10-17, fredag kl. 10-13
Senest opdateret: 29. november 2012
Kontakt redaktør:
Abonnér på nyhedsbrevDel siden på FacebookPermanent link til siden - højreklik og vælg 'Kopier genvej'Læs opSend til en venUdskriv siden
Gå til Min Rude, og log ind

Rudersdal Kommune Øverødvej 2, 2840 Holte Tlf: 46 11 00 00 » » Åbningstider