Hvis du vil ansøge om et botilbud, vil du blive inviteret til en samtale med din sagsbehandler i Psykiatri og Handicap.
For at vurdere hvilket tilbud, der vil være det rigtige, i forhold til det behov du har, anvender sagsbehandleren i Psykiatri og Handicap en metode, der hedder "Voksenudredningsmetoden". Metoden er udviklet af Socialministeriet og Kommunernes Landsforening.
Med metoden vil vi sikre, at der er det bedste grundlag for at vurdere hvilket tilbud, der er det rigtige til dig. Samtidig vil vi sikre, at der er sammenhæng med eventuelle andre tilbud, som du modtager.
Vi vil også tilbyde dig en handleplan efter servicelovens § 141. Handleplanen er en aftale mellem dig og Psykiatri og Handicap om, hvordan den hjælp, du får, skal tilrettelægges, og formålet med hjælpen.
Sagsbehandlingen i Psykiatri og Handicap foregår altid i samarbejde med dig. Du vil derfor blive inddraget i sagsbehandlingen i forbindelse med din ansøgning om hjælp. Hvis der skal hentes oplysninger fra andre, fx din læge, i forbindelse med udredningen, vil vi først bede om dit samtykke til det.