Sten og andre genstande i rabatten
Ifølge Lov om offentlige veje § 102 og Privatvejslovens § 49, er det ulovligt at anbringe faste genstande på vejarealer uden kommunens godkendelse. Dette gælder også sten i rabatter.
Rabatter er et færdselsareal, hvor fodgængere kan gå eller træde til side, når biler passerer. På ubelyste veje eller i rabatter med højt græs kan sten være farlige for fodgængere. Rabatter skal endvidere kunne anvendes af kørende til undvigemanøvrer og til parkering.
Sten i rabatten kan forårsage skade på såvel mennesker som køretøjer. Sker der uheld på vejarealet, som medfører tab, kan det medføre bødeansvar og erstatningsansvar for den tilstødende grundejer.