»
Mink i Nordsjællands natur (Skov- og Naturstyrelsen)
Den vilde mink (amerikansk mink) er ikke hjemmehørende i Danmark og betragtes som en såkaldt "invasiv" art, der nemt kommer til at dominere sine omgivelser, da den ikke har naturlige fjender. I dag må vilde mink betegnes som skadedyr.
De mink, man finder i naturen, er formentlig undslupne fra minkfarme, udsatte kæledyr eller afkom af de mink, man i sin tid satte ud i havnene langs Øresundskysten for at bekæmpe rotter.
Minkene skal væk fra Mølleåsystemet
Lokalt har vi problemer med mink, der lever langs og i Mølleåsystemet fra Farum Sø, Furesøen og ud til Øresundskysten. Minkene er ved at udrydde fuglelivet, fordi de spiser stort set alle æg og tager vandfuglenes unger.
Indfangning af minkene kræver en målrettet indsats over et stort område, der også omfatter private arealer. Skov- og Naturstyrelsen beder derfor borgerne om hjælp til at fange de mink, som lever ved Furesøen og Mølleåen.
Lån en minkfælde
Vildtkonsulenterne har sat fælder op i statsskovene, men det er langt fra nok. De har derfor indkøbt en del fælder, som de gerne vil udlåne til grundejere, der vil hjælpe med at bekæmpe minkene, oplyser Skov- og Naturstyrelsen.
Låner man en fælde, får man en instruktion i, hvordan den bruges. Desuden får man en vejledning med og telefonnumre på, hvem man skal kontakte, hvis der går mink i.
Kontaktperson
Vildtkonsulent Jens Peter Bundgaard tlf. 44 35 00 35, mobil 21 21 97 03.
Kilde
» Skov- og Naturstyrelsen