Fødsel på hospital
Med enkelte undtagelser kan du frit vælge, hvor i landet du vil føde. De fleste vælger dog et fødested i nærheden af deres bopæl. I Rudersdal Kommune er Hillerød sygehus det nærmeste. En fødeafdeling kan ikke modtage et ubegrænset antal fødende, derfor kan dit frie valg være begrænset af afdelingernes kapacitet.
Ambulant fødsel
Fødslen foregår ambulant for flergangsfødende, hvis fødslen forløber normalt. Det betyder, at du føder på hospitalet, men tager hjem kort tid efter, at barnet er født. Du vil blive kontaktet af en jordemoder dagen efter fødslen. En ambulant fødsel er en kombination af trygheden ved at føde på en specialafdeling på et hospital og hyggen ved at være hjemme i barselsperioden.
Barselsophold
Førstegangsfødende og fødende med komplikationer tilbydes 2 overnatninger på Barselsgangen. Som regel har familien enestue. Hvis der er behov for yderligere indlæggelse, foregår det normalt på flersengsstue og faderen kan ikke overnatte der mere. Se i øvrigt Hillerød Sygehus
Hjemmefødsel
De fleste fødsler finder sted på et hospital eller fødestue. Men ca. 2% af alle danske kvinder vælger at føde hjemme.
Den første betingelse for at fødslen kan foregå hjemme er, at graviditeten har forløbet normalt, og at fødslen forventes at blive normal. Det er også en fordel, at eventuelle tidligere graviditeter og fødsler har været uden komplikationer.