Hvis du er berettiget til kontanthjælp og er til rådighed for arbejdsmarkedet, bliver du anvist arbejde eller aktivering.
- Du har ret og pligt til aktivering.
- Deltagelse i aktivering er en forudsætning for at få udbetalt kontanthjælp.
- Under aktivering vil du modtage kontanthjælp, og en mindre godtgørelse.
- Du vil i det omfang det er nødvendigt få udleveret arbejdstøj.
- Du vil blive anvist arbejde eller aktivering. Aktivering kan være deltagelse i virksomhedspraktik eller ansættelse med løntilskud i offentlige eller private virksomheder.
Regler for godtgørelse af udgifter ved deltagelse i tilbud
Rudersdal Kommune har i henhold til lov om en aktiv beskæftigelsesindsats , §83, stk. 1 og 2 fastsat følgende retningslinjer for godtgørelse af udgifter ved deltagelse i tilbud.
Godtgørelsen udbetales til kontanthjælps- eller starthjælpsmodtagere, når der er udgifter til transport ved deltagelse i tilbud om vejledning og opkvalificering efter kapitel 10 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats eller ved deltagelse i tilbud om virksomhedspraktik efter kapitel 11 i samme lov og i henhold til følgende kriterier:
Kontanthjælpsmodtagere:
Tilbud om vejledning og opkvalificering:
Godtgørelsen udbetales med 1.000 kr. pr. måned, når der er udgifter til transport ved deltagelse i tilbuddet.
Tilbud om virksomhedspraktik:
Godtgørelsen udbetales med 1.000 kr. pr. måned, når der er udgifter til transport ved deltagelse i tilbuddet, jf. dog nedenstående undtagelse.
Er kontanthjælpsmodtageren gift/samlevende med en person, som modtager starthjælp eller introduktionsydelse, får kontanthjælpsmodtageren et beskæftigelsestillæg efter § 45, stk. 3, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, når vedkommende deltager i et tilbud om virksomhedspraktik. I dette tilfælde kan der kun udbetales § 83-godtgørelse, når udgifterne ved at deltage i tilbuddet om virksomhedspraktik kun i meget begrænset omfang er dækket af beskæftigelsestillægget.
Starthjælpsmodtagere:
Tilbud om vejledning og opkvalificering:
Godtgørelsen udbetales med 1.000 kr. pr. måned, når der er udgifter til transport ved deltagelse i tilbuddet.
Tilbud om virksomhedspraktik:
Starthjælpsmodtageren får et beskæftigelsestillæg efter § 45, stk. 3, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, når vedkommende deltager i et tilbud om virksomhedspraktik. Der kan kun udbetales § 83-godtgørelse, når udgifterne ved at deltage i tilbuddet om virksomhedspraktik kun i meget begrænset omfang er dækket af beskæftigelsestillægget.
Klagevejledning:
Kommunens afgørelse om ydelse af godtgørelse kan ankes til Beskæftigelsesankenævnet, men nævnet kan alene tage stilling til, om afgørelsen er i overensstemmelse med ovenstående retningslinjer, jf. § 128, stk. 4, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.
Øvrig information:
Godtgørelsen er skattepligtig og udbetales forud.
Reglerne er gældende fra 23. november 2011.