Et nyt projekt i Rudersdal skal de næste to år fokusere på, hvordan kommunens daginstitutioner kan gøres til mere attraktive arbejdspladser.
18. januar 2011
Projektet har sigte på arbejdspladsudvikling hvor kvalitet i arbejdet og trivslen er i højsædet og skal bl.a. undersøge, hvordan man i højere grad kan fastholde medarbejdere og samtidig opnå et lavere sygefravær blandt personalet i daginstitutionerne.
Daginstitutionerne i Rudersdal har i lighed med andre kommuner i Hovedstadsområdet gennem flere år haft vanskeligt ved at tiltrække pædagoger til området, når der opslås ledige stillinger i dagtilbuddene. Det seneste år er denne situation dog forbedret, og projektet har til formål at fastholde denne positive udvikling.
Pædagogisk arbejde skal styrkes
Daginstitutionsområdet står over for den udfordring, at 28 % af arbejdsstyrken vil have mulighed for at gå på efterløn eller pension inden for de kommende 10 år. Samtidig ses der i lighed med de øvrige kommuner i landet et stigende sygefravær i daginstitutionerne.
Kommunens målsætning er, at alle dagtilbud har en høj pædagogisk kvalitet, og at der leves op til Dagtilbudslovens mange nye krav til det faglige, pædagogiske arbejde i forhold til børns læring, udvikling og dannelse. I de kommende år vil der derfor være behov for en styrkelse af det pædagogiske arbejde
I denne situation er det derfor afgørende for dagtilbudsområdet, at der kan skabes rammer for attraktive arbejdspladser, hvor kvalitet i arbejdet og god trivsel i medarbejdergruppen medvirker til lavt sygefravær. Der skal kunne tiltrækkes ny pædagogisk arbejdskraft, og de nuværende medarbejdere skal fastholdes og udvikles fagligt.
På den baggrund iværksætter Rudersdal nu, i et samspil med Høje Taastrup Kommune, et to-årigt projekt, som skal tage fat på denne problemstilling.
Årsagerne skal findes
Projektet skal skaffe grundlæggende viden om årsagerne til sygefraværet og nedslidningsfaktorer blandt det pædagogiske personale i daginstitutioner – både blandt faglærte og ufaglærte.
Projektet skal samtidig undersøge, hvad der kendetegner de institutioner, som i dag har god trivsel, lavt sygefravær og lav personaleomsætning, og finde løsninger på, hvordan de gode eksempler kan overføres til andre arbejdspladser.
Medarbejderne spørges
Alle medarbejdere i de kommunale daginstitutioner samt et antal selvejende institutioner i Rudersdal Kommune vil derfor i løbet af de næste 14 dage skulle besvare et elektronisk spørgeskema.
Svarene anvendes som udgangspunkt for det videre projekt. Der vil blive iværksat udviklingsaktiviteter i udvalgte daginstitutioner og temaorienterede netværk vil blive etableret. Der vil endvidere blive foretaget ophørsinterviews, hvor et antal medarbejdere, som i perioden fratræder deres stilling, vil blive kontaktet for at fortælle, hvorfor de holder op, samt hvilke gode råd de har til deres tidligere arbejdsplads.
På baggrund af undersøgelsens resultater vil der blive iværksat en række initiativer, som samlet set har til formål at gøre daginstitutionerne i kommunen til mere attraktive arbejdspladser.
Projektets udformning
Projektet omfatter alle ansatte i kommunale daginstitutioner i Rudersdal og Høje Taastrup – samt et antal selvejende institutioner, og er støttet af Forebyggelsesfonden med 2,8 millioner kr.
Mere information om projektet kan findes på hjemmesiden www.arbejdspladsudvikling.dk