Når afstemningsstederne lukker tirsdag den 17. november kl. 20, slår Rudersdal Kommune dørene op til årets valgcafé, der denne gang finder sted på Birkerød Idrætscenter.
9. november 2009
Valgcaféen er for alle – kandidaterne og deres familier, partierne, de tilforordnede på valgstederne og borgere, der har lyst til at følge slagets gang på nærmeste hold og i hyggelige omgivelser.
Resultaterne fra kommunens afstemningssteder bliver i løbet af aftenen præsenteret på storskærme, så snart de foreligger, og de vil løbende blive suppleret af prognoser for det samlede valgresultat.
I pauserne mellem de spændende resultater er de to orkestre fra Rudersdal Musikskole Birdz og Magic Stone klar med god musik.
I valgcaféen er der fokus på kommunalbestyrelsesvalget; men via tv og internet er der også mulighed for at følge med i regionsrådsvalget og valgene i andre kommuner.
Valgcaféen lukker først ved midnatstid, når det endelige resultat foreligger, og vi har en prognose for, hvad valgresultatet betyder for mandatfordelingen.
Begrænsede parkeringsmuligheder
Der er begrænsede parkeringsmuligheder ved idrætscentret. Rudersdal Kommune henviser derfor til parkeringspladserne på Toftevangsskolen, Teglporten 7-9 i Birkerød.
Følg også med på hjemmesiden
Hele valgdagen og -aftenen samt i dagene efter vil der også være fokus på kommunalvalget på Rudersdal Kommunes hjemmeside rudersdal.dk. Her vil man løbende kunne følge med i stemmeprocenterne, og når resultaterne er talt op på de enkelte afstemningssteder, vil de lynhurtigt være tilgængelige på hjemmesiden. Så vil man følge valget tæt, er der gode muligheder – både i valgcaféen og på internettet.
» Kommunalvalg 2009